Om nostalgisk strik og en opdateret opskrift

Processed with VSCO with f2 preset

ANNONCE

Så er der godt nyt til alle jer med hang til flæsenumser, for opskriften på flæsebloomers er nu opdateret og indeholder nu udover den traditionelle bloomers version, nu også en version med lange ben.

I weekenden slog jeg masker op til et par bukser med flæser på numsen. Det var lidt med en underlig følelse i kroppen. De små flæsebloomers strikkede jeg første gang til Ebba, da hun var 10-11 måneder, og der er dæleme sket meget med den lille pige siden da.

Hun er fået fra en lille dejlig blød baby med masser rundhed  til en lille pige med lange ben, og med en ikke helt så rund mave. Stadig dejlig, men med en lille fin lille pige med masser af spilopper i kroppen.

Nogle vil nok mene at små piger ikke skal have flæser på numsen, og jeg får da også et par bemærkninger i ny og næ om mit tøjvalg til hende, som nogle mener hører baby stadie til.

Og det kan de måske have ganske ret i. Måske er det mit desperate forsøg på at holde en lille smule på den dejlige lille runde baby, som stadig er helt frisk i min hukommelse.

Egentlig lidt sjovt for med Oline var det ikke noget problem. Her havde jeg travlt med hun skulle blive stor, og jeg så hele tiden fremad.

Med Ebba har jeg sat farten ned, og måske ønsker jeg helt inderst inde at den går helt i stå, så jeg bare kan få lov til at beholde min lille baby bare lidt mere.

Derfor kan jeg heller ikke helt love at det er slut endnu med flæser på numsen og små dragter.

Opskriften på de små flæsebukser er ikke ny. Det er sådan set bare de små flæsebloomers med lange ben, og har du købt den opskrift så lander der lige om lidt en opdateret version af opskriften i den mail box, hvor du nu både får en opskrift som giver dig muligheden for både at strikke små flæsebloomers og små flæsebukser.

Har du købt opskriften via min gamle hjemmeside, så har jeg desværre ikke mulighed for automatisk at sende en ny opskrift ud, men du skal selvfølgelig ikke snydes for en opdateret opskrift, så send mig blot dit gamle ordre nummer på Olinesmor@live.com, så skal jeg nok manuelt sende den nye opskrift til dig.

Håber i bliver glad for den opdaterede version, og jeg glæder mig voldsomt meget til at se jeres fine versioner af flæsebukser.

Opskriften kan købes lige her.

 

Skriv et svar