Olines fødselsberetning

 nyfødt

Jeg tror egentlig aldrig at jeg har delt Olines fødselsberetning. Jo måske en af de første indlæg indeholdte en meget forkortet version. Nu har jeg haft tid til at give jer den lange version. God fornøjelse:

Egentlig var det jo slet ikke meningen at jeg skulle føde d. 24. dec. Var jo sat til den 24. jan, og havde jo regnet med at der var længe til, og at jeg skulle nyde tilværelsen som gravid lidt endnu.

Det hele startede d. 21 dec. Der var jeg til jordemoder konsultation. Her udtrykte jeg igen igen igen bekymringer i forhold til mine mange plukkeveer, som nu også var begyndt at blive ledsaget en menstruation agtig smerte. Det havde jeg gjort mange gange før, men hver gang blev jeg affærdiget med at der ikke var evidens for at plukkeveer førte til præmatur fødsel.  Denne gang  svarede hun nu lige så tørt, og uden ret meget indlevelse, at jeg så ville jeg nok ikke gå til termin, da det var et tegn på at fødslen kunne være på vej, men at jeg jo helst skulle vente til at jeg var 37 + 0. Jeg fik så meget rystet spurgt om der ikke var noget jeg eller de kunne gøre for at jeg ikke gik i fødsel, og til det fik jeg igen et meget tørt og kontant svar, nemlig nej, og så blev jeg ellers smidt på porten. Der var jeg 35 + 1.

Jule aftens dag vågnede jeg så frisk og vel udhvilet uden at vide hvad der ventede mig. Hele morgen mærkede jeg ingenting udover de sædvanlige mange plukkeveer, og jeg havde det faktisk rigtig godt, og jokede lidt med mine forældre og Olines far om hvornår jeg ville føde. Jordemoderen havde jo sagt at jeg ville føde før tid, så satsede alle på at det nok blev midt i januar.

Da vi så skulle til at sætte os til frokost bordet, og jeg lige skulle til at sætte tænderne i et stykke med karry sild, ledsaget af en tuborg super light, mærkede jeg lige pludselig at jeg tissede i bukserne. Jeg tænkte ikke videre over det, og så alligevel undrede mig, for det var ikke noget jeg havde gjort før. Men gik bare ud for at skifte bind, og satte mig til rette igen. Havde kun lige sat mig ned før det skete igen, og nu slog der lige pludselig en frygtelig tanke ned i mig “var det vandet der var gik”. Fik igen skiftet bind, og jeg tror ikke gang jeg var gået ud fra toilettet før jeg igen tissede i bukserne.

Nu fik jeg fat i både Olines far og min mor og fortalte dem hvad der var sket. Olines far blev helt forvirret, og det eneste han kunne sige var “jeg kan ikke have et barn der har født jule aften”. Og det blev han så ellers ved med at gentage indtil jeg fik sagt lidt surt og meget bestemt, at det var sgu da for fanden ikke noget jeg var herre over, og så holdte han sin kæft.

I mellem tiden havde jeg ringet til en veninde, som for nyligt havde født og spurgt hende om hendes vand afgang, og jeg fik også ringet til min veninde der er jordemoder, og til sidst var jeg nok klar over at jeg nok ikke kom uden om et besøg på fødegangen.

Fik ringet der ud og vi aftalte at jeg skulle komme kl 16, og nu var kl ca 14.30.

På vej der ud kunne jeg godt mærke at jeg engang i mellem fik sådan nogle menstruations agtige smerter, som kom og gik, men jeg tænkte faktisk ikke nærmere over det. Det havde jeg jo også mærket sammen med mine plukkeveer, så tænkte faktisk ikke nærmere over det.

Ude på OUH blev jeg modtaget og fik overvågning på maven, og her lå jeg så i noget der føltes som en evighed. Jeg fik mere og mere ondt, og havde meget svært ved at lægge stille. Efter en evighed kom der en jordemoder ind for at tjekke overvågning kun for at opdage at den havde registreret min hjertelyd og ikke Olines. Så jeg skulle lige ligge en evighed mere.

Ved 16.45 tiden blev overvågningen endelig pillet af, og en jordemoder kom ind med noget antibiotika til mig og besked om at ringe i morgen tidlig hvis der ikke var sket yderligere. På det her tidspunkt havde jeg virkelig ondt, men bed det i mig, og bildte mig selv ind at jeg bare skulle have 1 gram panodil, og så var jeg klar til julemad og julegaver.

Jeg begyndte at tage mit tøj på, og her tror jeg det gik op for jordemoderen at jeg måske havde lidt mere ondt end jeg gav udtryk for, og hun sagde at hun nok hellere lige måtte undersøge mig indvendig inden jeg gik hjem.

Og det var vist meget godt hun gjorde det, for jeg var allerede 3 cm åben, og dermed alt for langt henne i fødslen til at køre 40 km for at spise jule and og danse om juletræet.

Jeg fik dog lov til at tage hjem og hente mine ting, hvis jeg lovede at komme hurtigt igen, og især hvis der blev kortere tid mellem veerne.

Hjemme i lejligheden fik jeg febrilsk pakket nogle ting, og lige pludselig fik jeg den ide, at jeg skulle da have noget aftensmad, for havde læst et sted at det var rigtig godt at have lidt energi i kroppen til når man skulle føde. Så jeg fik varmet nogle pølsehorn, og mellem hver ve fik jeg lige klemt lidt ned. Jeg tror simpelthen det har set så komisk ud, mig stående hængende og stønnende hen over køkkenbordet samtidig med at jeg engang imellem klemmer lidt pølsehorn ned. Lad os bare sige at mit forhold til pølsehorn er bare ikke blevet det samme igen efter den oplevelse.

Kl ca 17.45 kørte vi igen mod OUH, og det var simpelthen en af de værste køreturer i mit liv. Jeg havde så ondt at jeg tænkte hvis det her kun er starten, ja så dør jeg simpelthen.

Ude på OUH fik vi i forvirringen selvfølgelig parkeret det helt forkerte sted, og jeg måtte gå igennem hele sygehuset for at nå frem til fødegangen. Tror Olines far flere gange var ved at opgive nogensinde at få mig der hen. Havde jo næsten veer konstant, og meget korte pauser. Så det tog os meget lang tid at gå den ellers relativt korte tur.

Fremme på fødegangen blev vi hurtigt vist ind på en fødestue, og der fik ikke mange sekunder før der var en jordmoder hos os.

Op på briksen med mig og hun undersøgte mig indvendigt og konstaterede at jeg var 4-5 cm åben og at der var ca 1 min mellem mine veer.

Og så gik tingene ellers rigtig hurtigt. Jeg fik fremstammet at jeg ønskede en epidural, blev informeret om bivirkninger og det de nu skal sige, og fik igen fremstammet JA TAK.

Der gik ikke ret lang tid inden anæstesilæge, ankom og en sød ung læge gik i gang med forberedelserne. Han nåede dog ikke ret meget, for ve pauserne var blevet endnu kortere, og når jeg havde et ve kunne jeg slet ikke have at nogen rørte ved mig.

I mellem tiden kunne jeg godt mærke at det begyndte at presse, og i det skjulte pressede jeg en lille smule med. Trangen var simpelthen så stor at jeg ikke kunne lade være. Men sagde intet, da jeg godt vidste at det ville betyde at den længe ventede epidural ville blive aflyst med stor sandsynlighed.

Lægen var nu endelig nået til at skulle anlægge lokal anæstesien og lige inden han skulle prikke, kiggede min jordemoder på mig og spurgte mig: ” Camilla har du presse trang?

Okay der afslørede hun mig lige og jeg måtte gå til bekendelse. Op på briksen igen, og jeg var nu ca 9 cm åben. Tror da fanden at jeg havde så ondt var jo gået fra 4-5 cm til 9 cm på godt og vel en time.

Nu var kl ca 19.00 og de næste 2 timer husker jeg ikke særlig godt. Jeg husker kun trangen til at komme op og stå hele tiden, og at jeg allerhest ville gå rundt, men jeg var koblet til alverdens overvågning, og det var ganske enkelt umuligt. Jeg husker at nogle gange skulle jeg ligge på siden, og et par enkelte gange fik jeg lov til at komme op og stå ved føde briksen.

Jeg fik ikke noget smerte lindring. Jeg prøvede lattergassen. Men masken lugtede af gummi og lattergassen gjorde mig ør i hovedet, så den fik de lige smidt i hovedet igen. Bogstavlig talt.

I mellem tiden var min mor ankommet til fødestuen, men jeg komme ikke rumme nogle som helst mennesker, ikke engang Olines far måtte hverken røre ved mig eller snakke til mig. Den eneste jeg kunne overskue var at kommunikere med var min jordemoder, og hende fik jeg også fortalt at hun skulle sige til min mor, at hun ikke under nogen omstændigheder måtte snakke til mig.

Det var nok min måde at håndtere smerten på. Nogle skriger den ud, og andre trækker sig ind i sig selv. Jeg var nok en af de sidste. Jeg husker at under veerne trak jeg vejret musse stille, og sagde til mig selv lige om lidt får jeg et kejsersnit og så er det her overstået. Underlig tanke, for et kejsersnit var på igen måder på tale på noget tidspunkt. Og bestemt heller ikke noget ønske fra min side.

Kl ca 20.15 måtte jeg begynde at presse, og endelig fik Olines far lov til at komme op til mig og holde mig i hånden, og jeg husker stadig hans PRESSSSS SKAT PRESSSSSS.

Det sjoveste er at da Olines hoved er ca halvt ude, dvs mund og næse er stadig inden i mig går han fuldstændig i panik. Der er ingen der har fortalt ham at hun jo stadig er forbundet med navlesnoren, og derfor ikke har behov for at trække vejret gennem mund eller næse, og han tror derfor at hun ikke kan trække vejret. Selv om presse veet er færdig,t og jeg ikke kan presse mere før næste ve skriger han meget febrilsk at jeg skal presse nu. Heldigvis opfatter jordemoderen det, og hun får på en meget bestemt, men også rolig måde fortalt ham at der ingen problemer er, og at jeg bare skal presse når næste ve kommer.

Bagefter var han lidt flov over at være så dum, men han havde bare slet ikke tænkt den tanke, han så bare hans barn dø for øjne af ham, fordi jeg ikke lige fik presset mund og næse ud.

Efter ca 45 min siger det plask og Oline er ude. Hun er lidt slap, og skal stimuleres lidt før hun skriger. Hun får lov til at komme på brystet af mig, mens  det hurtig afnavler hende, og så tager børnelægen hende, giver hende lidt c pap og suger hende. Og 5 min efter lægger hun igen på mit bryst.

I starten var de lidt i tvivl om hun havde brug for lidt mere c pap, men heldigvis blev de hurtigt enige om at hun trak vejret fint, og at hun bare kunne nøjes med at komme i en åben kuvøse.

De forsøgte at lægge hende til brystet, men det lykkedes ikke rigtig. Hun prøvede, men hun kunne lige som ikke rigtig få fat, og bevare vakummet omkring brystvorten, så hun fik lidt modermælkserstatning på kop i stedet.

Efter nogle timer på fødegangen blev vi kørt op på neonatal afd H6, som så skulle være vores hjem de næste 12 dage.

Når jeg kigger tilbage på min fødsel er det med en god følelse, bortset fra at den godt måtte have foregået en anden dag, og gerne lidt tættere på min termin. Jeg fødte relativt hurtigt og uden de store komplikationer, og så havde jeg en rigtig god jordemoder.

Håber den næste bliver lige så godt og hurtig.

 

 

2 Comments

  1. Ditte K januar 18, 2015

    Hvor er det dejligt, at det var en god oplevelse til trods for tidlig ankomst. Jeg skal føde anden gang til april på OUH, og første gang fødte jeg på Svendborg sygehus, hvilket var virkelig godt. Jeg har hørt en del dårligt om OUH, så det var befriende at læse om et godt forløb (udover den tørre jordemoder!).

    Svar
  2. Østfronten december 15, 2014

    Tak for at dele. Hvor er det dejligt at høre om en ‘uventet’ fødsel (altså, ikke at selve fødsels-delen var uventet, men tidspunktet) der faktisk er en god oplevelse og ikke traumatisk. Selvom 12 dage på Neonatal ikke var den start I havde håbet på, selvfølgelig. Jeg håber for dig og for jer, at næste gang også bliver en god oplevelse og at du rammer minimum 37+2

    Svar

Skriv et svar til Ditte K Annuller svar