Ebba Elviras fødselsberetning

IMG_4388 FullSizeRender(7)Det hele startede allerede søndag d. 29 marts. Eller det er i hvert fald vores teori. Så der starter Ebba Elviras fødselsberetning. God fornøjelse.

Efter at have spist min sædvanlige søndags gravid morgenmad bestående af rundstykker og et stor snasket fynsk brunsviger opdagede jeg lige pludselig at der manglede noget. Nemlig kæmpe ninja spark fra en lille pige, som ligesom sin mor, havde en stor svaghed for fynsk brunsviger. Den var så sikker som amen i kirken efter sådan en snasket sag, så kunne hun holde fest i flere timer. Men nu var der ingen ting, måske et lille puf eller mas, men det var kun hvis jeg virkelig koncentrerede mig. Og så kom jeg til at tænke på at jeg faktisk ikke havde mærket hende ret meget siden i går eftermiddags. Havde ikke tænkt over det, vi havde jo haft travlt med alle mulige sæt fødslen i gang aktiviteter, så havde faktisk ikke opdaget det.

Egentlig er der jo ikke noget underligt i at de bliver lidt mindre aktive til sidst pga manglende plads, men selvom jeg var gået over tid, så havde der ind til nu ikke været nogen som helst nedgang i aktivitet at føle. Hun kunne stadig sende nogle ordentlige ninja spark mod min mave. Men fordi jeg var gået over tid, så var jeg jo blevet instrueret i netop at reagere på manglende eller nedsat liv ekstra meget, så derfor besluttede vi os for at ringe til fødegangen.

De så ikke noget alarmerende i det lige umiddelbart fordi jeg jo mærkede lidt liv, men hvis der ikke snart kom ordentlig gang i hende ville de gerne se mig senere på dagen. Vi aftalte så at jeg skulle ringe igen om nogle timer, og i mellem tiden skulle jeg spise noget (mere) sødt, drikke koldt vand og ellers slappe af.

Det gjorde jeg så, men synes ikke rigtig det hjalp, og overmiddag ringede jeg så til fødegangen igen, og vi aftalte at jeg lige skulle komme forbi til et tjek.

Det gjorde jeg så, og typisk nok så det øjeblik jeg fik måle udstyret på, så kom lille pigen med et kæmpe ninja spark, og så boksede hun ellers løs mens kurven blev kørt. Det grinte vi lidt meget af, men jordemoderen sagde at det var helt normalt. Det skete faktisk hver dag.

Så heldigvis kunne vi tage hjem igen forvisset om at lille pigen stadig havde det godt i maven.

Resten af aftenen var hun fortsat stille. Et lille puf i ny og næ, men ellers var hun stille.

Min kæreste og jeg sagde flere gange til hende om hun mon dog ikke var ved at lade op til en snarlig fødsel, og vi var begge sikre på at nu ville der snart ske noget.

Og der fik vi ganske ret.

Vågnede kl 5.30 næste morgen ved at jeg tissede i bukserne eller rettere sagt vandet gik. Det var ikke en kæmpe skylle, men noget mere end dengang med Oline, hvor det bare var verdens mindste lille tår. Denne gang var jeg ikke i tvivl.

Oline og min kæreste snork sov stadig, så jeg lå lidt og ventede på at det vågnede, og kl 6 begyndte min kæreste at røre på sig, og jeg fik fortalt ham at det var nu.

Jeg stod op, fik ringet til føde gangen, og aftalte at jeg skulle komme ind på svanger klinikken kl 10.30 til tjek, og selvfølgelig tidligere hvis jeg fik veer med kort tid i mellem.

Jeg skyndte mig at få lidt at spise, for jeg havde på fornemmelse at det ville gå stærkt. Kunne allerede mærke lidt murren i underlivet, som jeg synes ret hurtigt blev værre og værre, og som kom ca med 8 min mellemrum. Ved 7 tiden smuttede jeg i bad, og ude i badet kunne jeg godt mærke at nu var veerne for alvor ved at komme.

Ca 7.10 var jeg færdig med badet og nu var der ca 4 min i mellem veerne, og nu gjorde de virkelig ondt. Fik ringet til Olines babysitter, og hun kom kort tid efter.

kl 7.40 gjorde veerne så ondt at jeg ikke kunne snakke når de kom, og jeg havde opgivet at tage tid mellem veerne. Følte nærmest ikke der var nogen pause.

Ringede til fødegangen, og fik fremstammet at jeg havde en tid kl 10.30, men den kunne jeg ikke vente på, hvorpå en lidt spids jordemoder siger til mig: “Nå og hvorfor så ikke det”. Tror kun jeg kunne stønne et svar, og så tror jeg det gik op for hende at det ikke bare var en hysterisk gravid hun havde i røret, og jeg fik besked på at komme med det samme.

Køreturen ud til sygehuset var frygteligt, og i hvert sving følte jeg at hele mit underliv var ved at falde fra hinanden.

Kl ca 8.30 var vi fremme, og så havde jeg lige 50 meters gå tur foran mig, og det var seriøst noget af det værste jeg nogensinde har oplevet i hele mit liv. Jeg havde veer konstant, og i dag ved jeg virkelig ikke hvordan jeg klarede den tur. Tror virkelig min kæreste blev temmelig bleg om næbbet på den korte tur.

Hvad der føltes som en evig, men som nok ikke var mere end 5 min tid var jeg fremme på fødegangen.

Blev modtaget af min jordemoder, og blev vist direkte ind på en fødestue. Blev efter megen besvær og rigtig mange smertefulde veer omklædt og kom op på fødebriksen.

Blev undersøgt indvendig og halleluja jeg var allerede 9,5 cm åben. Så var der alligevel en god mening med alle de skide voldsomme veer.

Fik lov til at presse med det samme, men mine presseveer var ret svage, og Ebba Elvira trængte heller ikke længere ned, og samtidig dykkede hende kurve også lidt.

De næste 2-3 timer står lidt hen i en tåge, og jeg har endnu ikke læst min fødselsjournal, så min erindring er en smule rodet.

Problemet var at Ebba Elvira af en eller anden grund havde lidt svært ved at trænge ned igennem mit bækken som iflg jordemoderen muligvis var til den smalle side, og kombineret med korte og svage presse veer, så skete der bare ikke rigtig noget.

Fik lagt et ve drop, og jeg blev beordret rundt i flere forskellige stillinger for at prøve om det ville gøre nedtrængningen nemmere.

Ved 11.30 tiden var hun endelig helt ned på bækken  bunden, og jeg fik presset det øverste af hovedet ud med meget stort besvær. På det tidspunkt var jeg fuldstændig færdig. Havde nu haft presse veer i 2,5 time, som jeg skulle gispe mig halvt igennem, og samtidig var jeg blevet beordret rundt i alle mulige umulige stillinger.

Trods en overlæge på stuen, som virkelig talte med store ord til mig, og som var meget god til at guide og opmuntre mig, så havde jeg bare ikke flere kræfter, og der skete bare ikke det store.

For at hjælpe mig blev der anlagt en blød cup, og på næste presse ve ville de så hjælpe mig med at trække hende ud. Husker ikke så meget selve cup anlæggelse, men iflg min kæreste var det ikke noget kønt syn, og især da de træk hende ud i mit næste presse ve står virkelig klart i hans erindring. Det syn glemmer han aldrig.

Kl 11.52 blev verdens smukkeste prinsesse født. Hun skreg med det samme og kom straks op på mit bryst. Efter et lille eftersyn af en børnelæge blev hun erklæret helt perfekt og sund og rask trods den lille hårde start, og kom tilbage på mit bryst.

Hun ville ikke rigtig sutte i starten, men efter en lille lur på mors bryst, så tog hun revanche, og fik sig en ordenlig tår.

5 timer senere kunne vi pakke vores ting sammen og tage hjem igen. Ligesom jeg havde drømt om.

Det endte med at blive en lidt anderledes fødsel end jeg først troede den ville blive, men alligevel en fantastisk dejlig oplevelse, og det jeg vil betegne som en god fødsel.

Men en ting er sikkert:

JEG GØR DET ALDRIG IGEN

 

1 Comment

  1. Sanne Rousau april 6, 2015

    Stort tillykke – lyder som en hurtig men hård omgang. Men heldigvis glemmer man smerten ret hurtigt

    Svar

Skriv et svar