Set på nettet // børn # 3

Mod lysere tider

66973a9f-1dc1-46a7-8162-7a51624a3c24

Hjemmestrikket cardigan (find opskrift lige her)

Sidst i november tog jeg en meget stor beslutning, og sagde mit job op som sygeplejerske op uden at have et nyt job på hånden.

Det var en stor, men også meget nødvendig beslutning. En beslutning som sådan set har været meget længe undervejs.

Det startede helt tilbage dengang jeg skulle tilbage på arbejde efter min barsel med Ebba. Jeg kunne mærke at noget inden i mig for alvor var ændret. Jeg var ikke den samme Camilla mere, som jeg før havde været. Mine børn var blevet det allervigtigste i mit liv. Alt handlede om at gøre det godt for dem, og ikke så meget om hvad der var godt for mig. Eller rettere sagt hvad der var godt for dem, var sådan set også automatisk godt for mig.

Derfor tog jeg kort tid efter Ebba vuggestue start hende ud igen for at hjemmepasse hende (læs mere om den beslutning lige her). Jeg kunne ganske enkelt leve med at skulle aflevere min 11 måneder gamle baby til fremmed mennesker.

Jeg stoppede ikke med at arbejde, men gik ned på 26 timer, og arbejdede primært i weekenderne for at få tingene til at hænge sammen.

Vi havde en fantastisk tid mig og Ebba. En forlænget barselsboble som vi begge elskede. Hun gik fra at være en lille baby til at være en lille pige, og det var jeg vidne til næsten 24-7. Den bedste beslutning nogensinde.

Efter 5 måneder hjemme købte vi hus, og samtidig var Ebba også blevet en aktiv lille pige, som var begyndt at kræve rigtig meget af sin mor, og de to ting tilsammen gjorde at vi igen meldte Ebba ind i hendes vuggestue og i efteråret startede hun så igen.

Jeg fortsætte på 26 timer i håbet om at det ville give en god balance mellem arbejds og familielivet.

I nogen tid gik det godt. Jeg nød min fridage, hvor jeg kunne ordne masser af praktiske ting, og hvor jeg også samtidig kunne hente pigerne tidligt.  Følte lidt at jeg havde fundet de vise sten, og en god både at få familie og arbejdslivet til at gå op i en højere enhed. Indtil sommerferien hvor jeg var så “heldig” at få bevilget ferie i uge 25, 26 og 34. Læseren med skolesøgende børn vil hurtig opdage at det gav mig samlet en uges ferie med Oline.

Det faktum rev og flåede i mig, og selvom jeg forsøgte at få det bedste ud af vores sommer, så kunne jeg alligevel mærke at det her var bare ikke godt nok.

Så kom efterårsferien og jeg var så heldig at få ferie, og det samme havde pigernes far. Første gang nogensinde kunne vi holde ferie som alle andre mennesker i Danmark, og det var simpelthen så fantastisk dejligt, og det stod efterhånden lysende klart for mig hvor vigtigt det var for mig og mine børn at vi fik flere af den slags stunder sammen.

Jeg kunne også mærke at de mange skiftende vagter var begyndt at slide både på mig og vores lille familie. Al den skiften frem og tilbage, og det faktisk at vi stort set aldrig var samlet som familie, men konstant afløste hinanden for at få vores arbejdsplaner til at harmonere med et familieliv.

Samtidig begyndte arbejdspresset på min arbejdsplads også at gå mig på. Efter jeg var kommet tilbage fra barsel kunne jeg tydeligt mærke at vi havde fået mere at lave, og især nattevagterne var hårdt ramt. Nogle gange mødte jeg ind i nattevagt kl 19, og så arbejdede jeg ellers non stop stort set hele natten indtil jeg havde fri næste morgen kl 07.

Det var rigtig hårdt, og mange gange gik jeg hjem med tanken “fuck det kunne havde gået helt galt det her”. Det er altså ikke en rar tanke at gå rundt at bære på.

Det danske sundhedsvæsen er nogle steder under et umenneskeligt hårdt pres, og man kan kun håbe at de ansvarlige politikere en eller anden dag vågner op til dåd inden det er helt for sent.

Der har faktisk været dage som har været så slemme, at jeg nogle gange har overvejet om det overhovedet var sygeplejerske jeg skulle være mere. Sige fuck det danske sundhedsvæsen og smide min autorisation som sygeplejerske langt væk, og det er selvom jeg rent faktisk elsker at være sygeplejerske.

Det hele kulminerede 1. november hvor jeg var udsat for noget som væltede hele min verden, og som gjorde at jeg blev sygemeldt med en stress/krise reaktion. Det var en rigtig hård tid hvor jeg ikke lavede ret meget andet end at græde og stirre ud i luften. Alt hvad der før havde gjort mig glad og energifyldt gav lige pludselig overhovedet ingen mening mere.

Jeg har tænkt meget om jeg skulle skrive om hvad der skete, men jeg er noget frem til den beslutning at jeg lader det ligge. Selvom jeg naturligvis har et stort behov for at skrige tid til verden om den uretfærdighed jeg synes jeg har været udsat for, så har jeg også samtidig et stort behov for at lukke det kapitel, og komme videre i mit liv.

Jeg har også en masse gamle kollegaer som jeg gerne vil tage hensyn til. Deres arbejdsplads, som de sikkert stadig elsker, og kæmper for, skal ikke svines til på et medie med rigtig mange læsere, og det er også stadig en arbejdsplads, som jeg fortsæt trods alt det der er sket, elsker rigtig meget, som jeg måske en dag vender tilbage til, når verden ser lidt anderledes ud.

En anden grund til at jeg vælger at holde det for mig selv, er også at jeg for godt og vel 2 uger siden faktisk fik mig et nyt arbejde. Min karriere som arbejdsløs sygeplejerske blev således meget kort. Og jeg gider ikke starte et nyt kapitel uden at have tavlen hvisket helt rent. Og det føler jeg ikke jeg kan hvis jeg ikke bare får lagt det bag mig. Hvad er sket ligger i fortiden, og der lader vi det ligge.

Mit nye job er noget nær mit drømmejob. Jeg skal kun arbejde 8-15 eller 16 (enkelt gange til kl 18, og jeg har fri alle weekender og helligdage, og på sigt en mulighed for at gå ned i tid.  Så er det samtidig indenfor et møghamrende spændende speciale, som jeg glæder mig rigtig meget til at dykke ned i.

Det bliver også samtidig hårdt. Jeg har ikke arbejdet 37 om ugen i mange år, og har egentlig altid elsket mine hverdagsfri. Men samtidig glæder jeg mig også sindsygt meget til at have fri hver weekend og i alle helligedage.

Nu vil jeg se fremad. Glæde mig til en ny æra i mit arbejdsliv, og nyde at måske endelig har fundet opskriften på den perfekte balance mellem arbejds og familie livet.

 

 

   

5 kommentarer

  • Det bedste jeg gjorde for familielivet var at rykke fra vores tidligere fælles arbejdsplads og til et job i et ambulatorie. Det er fantastisk at have vagt- og weekendfri, og jeg kan rent faktisk lægge planer. Jeg skal ikke bekymre mig om at blive kaldt på vagt i julen mm. Jeg arbejder lidt i vikarbureau ved siden af -men på mine egne præmisser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tillykke med det nye job. Jeg gik selv fra aften og weekend arbejde til 8-16 for lidt mere end et år siden. Det første meget lange stykke tid var det som om Jeg havde ferie hver weekend…men nu begynder jeg at savne mine hverdags fridage. Der er mega mange fordele ved 8-16 job, som jeg storbyer, men synes også at mine aftner med min datter er blevet ret korte. Men man kan nok bare ikke få det hele.
    Held og lykke, jeg er sikker på du bliver glad for det ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Olinesmor

      Jeg er også sikker på at jeg kommer til at savne dem MAX meget. Heldigvis går jeg ned i tid om et halvt års tid og så får jeg formentlig en ugentlig hverdagsfri. Men nej man kan ikke få det hele.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Hjerteligt tillykke med det nye job ❤️😊 Dit indlæg berører mig meget, da jeg på samme måde som du havde, har det dårligt i mit arbejdsliv efter barslen. Dit indlæg giver mig håb for, at der er noget bedre til mig derude, og at det ikke er mig, der er noget galt med. Tak fordi du deler, jeg er sikker på, at det giver håb til mange andre også ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Set på nettet // børn # 3