Om at være mor til to kræsne børn

Kan selv. Vil selv

Processed with VSCO with f2 preset

Kender i “kan selv, vil selv” fasen. Den har ramt vores lille hjem med 120 km/t  i timen, og det har jeg skrevet et lille indlæg om.

Vi har nået den berømte “kan selv, vil selv” alder. Eller det er egentlig længe siden det startede, men jeg har nok levet i en form for fornægtelse, og ignoreret det noget så grusomt. Det er jo en af de første tegn på at min lille baby er ved at frigøre sig. Fra lille hjælpeløs skabning til en mere selvstændig lille pige med egen mening om tingene, og en spirende lyst til at klare sig selv.

Det er lige dele skræmmende og lige dele helt fantastisk.

Skræmmende fordi det er første skridt i den løsrivelse der i sidste ende slutter med at hun pakker sit habengut, og flytter hjemmefra. Oh skræk oh ve.

Og fantastisk fordi det er en fascinerende proces, og samtidig startskuddet til at jeg får mit eget liv igen. Halleluja for det.

Det er lige netop den sidste følelse at jeg fylder mig selv med, når jeg engang imellem får et anfald af akut skrukhed. Så minder jeg mig selv om at en smule mere frihed lurer lige om hjørnet, og at få en baby mere ville være at bombe sig selv helt tilbage til et sted, hvor friheden er meget langt ude i horisonten.

Men det betyder ikke at det ikke er en skide hamrende træls fase, og jeg glæder mig virkelig til at det bliver lidt mere “kan selv”, end bare “vil selv”. Lige nu vil hendes lille hoved nemlig en lille smule mere end hendes lille krop formår at gøre, og det er bare temmelig frustrerende for et lille 2 årig menneske med en viljestyrke af de helt store.

Nogle gange bliver frustrationerne så store, at hidsigheden vokser til en højde, hvor jeg reelt er bange for at hun nærmest selvantænder. Så rødglødende er hendes raseri. Mega sødt og charmerende, når man har tiden til det. Ikke helt så meget, når tiden er knap eller overskuddet er i bund.

Men på trods af al hidsigheden og den spirende selvstændighed, så er hun bare min lille charmetrold, og som hendes pædagoger sagde til forældresamtalen her den anden dag:

“Der er ingen som er så glad og nem at begejstre som Ebba”

Og det kan jeg kun give det ganske ret i.

PS. Hvis i syntes at Ebba kjole virker bekendt, så kan jeg kun give jer helt ret. Det er nemlig kjole versionen af Min datters flæsebluse, og den opskrift er forhåbentlig meget snart klar til udgivelse.

   

1 kommentar

  • Jeg elsker børn og unge når de er i selvstændighedsfaser.-
    Det er her man kan lure hvilken personlighed de bliver, spørge ind til hvad de kan og vil og hvad de kan lide og høre deres små meninger:-)
    Nyd det og vær tålmodig, faserne er så hurtigt overstået igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være mor til to kræsne børn