Verdens fineste små mamelukker

Om at være mor til to kræsne børn

kræsne børnEr du ejer af et eller flere kræsne børn, så læs med i indlægget her, hvor jeg gør op med nogle af de fordomme os med kræsne børn tit står overfor.

“Hej jeg hedder Camilla, og jeg er mor til to kræsne børn”

Det er faktisk lidt sjovt, men den sætning føles bare mega grænseoverskridende at smide ud på min blog med tusindvis af læsere. Lidt underligt for jeg er jo med garanti ikke den eneste i den situation.

Men på en eller anden måde lever vi med kræsne børn et lidt stille liv. Det er jo ligefrem det man stiller sig frem og praler med i mødregruppen.

“Hej jeg hedder Camilla, og mine børn nægter at spise alt der så meget som rimer en lille smule på grønsag”

Så lyder det jo ligesom lidt bedre at sige:

“Hej jeg hedder Camilla og mine børn spiser bare alt hvad jeg sætter på bordet. Det handler bare om opdragelse, og om at give dem nok grønsager som helt små”

Hvis jeg havde en 25 øre for hver gang jeg har hørt ordet “det handler bare om opdragelse” eller “man skal bare give dem grønt nok mens de er små” så var jeg en meget rig kvinde med en Mercedes sportsvogn i garagen og en palæ på Langelinje.

Egentlig havde jeg slet ikke set det komme at jeg engang skulle blive mor til to kræsne børn. Hverken pigernes far eller jeg er kræsne, og har heller aldrig været det. Selv som børn. Jeg er end da vokset op i en vegetarisk familie, hvor grønsager var en stor del af den daglige kost.

Egentlig forstår jeg slet ikke konceptet kræsenhed. Altså der er da også madvarer jeg kan lide bedre end andre, men i princippet spiser jeg hvad der bliver serveret for mig. Inden for rimelighedens rammer, og inden for de fødeemner vi normalt sætter til livs i Danmark.

Og så synes jeg egentlig at det er et 1. world problem af værste skuffe. Tænk at man vælger fødevarer fra alene fordi man ikke kan lide dem, når der er børn og voksne i denne verden som hver dag går sultne i seng, fordi de ingen mad har, og hvor man ligefrem dør af sult.

Derfor var min forbavselse også ret stor, da Oline blev ca 1 år og nærmest fra den ene dag til den anden blev mega kræsen. En fase messede jeg i lang tid. Det går over igen. Her 4 år senere sidder jeg nu med 2 kræsne børn, og har nogle dage helt opgivet tanken om at det bare er en fase.

Men lad os så lige tage fat i konceptet opdragelse, og mængden af grønsager i den tidlige barndom, og hvad det har med kræsenhed at gøre.

Der er åbenbart en opfattelse, især blandt folk med ikke kræsne børn, at det hele bare handler om den rette opdragelse. Sagt på en anden måde: os med kræsne børn er sådan set selv skyld i hele miseren. Vi kunne bare have opdraget anderledes eller fodret vores babyer med broccoli i rå mængder (når jeg hører folk sige det, så har jeg altid lyst til at sige: HVAD FANDEN TROR DU JEG HAR GIVET MIT BARN. BLENDET SNICKERS OG MOST HINDBÆR ROULADE ELLER HVAD?)

Jeg kan sådan set godt forstå tankegangen. At man gerne vil give sig selv kredit for den måde ens barn er på, og jeg skal da heller ikke afvise at opdragelse og måden man håndterer kræsenheden på, har en lille bitte smule at sige, men i det store hele så tror jeg at det handler om hvilket slags barn man har. Er det et sensitivt barn. Hvilket præferencer har det. Nogle børn er født med en stor madglæde og andre er bare ikke. Ligesom nogle elsker fodbold og andre ikke.

Men man skal altså huske at når man tager kredit for ens al spisende barn, og siger at det ene alene har noget med opdragelsen at gøre, så siger man også inddirekte at alle os (vi er alligevel også en del) faktisk er møghamrende dårlige til at opdrage vores børn, og det rammer mig  lige der i solar plexus, hvor mit meget sårbare moderhjerte sidder. For hvem gider have det siddende på sig. At man er en dårlig opdrager, og hvem gider egentlig lige have et kræsen barn. I al fald ikke mig. Fandtes der en magisk kur (eller opdragelses metode om man vil), så kan jeg love at jeg var den første der havde kastet mig over den.

Magiske kurer er der faktisk nok af på nettet. Den ene guru efter den anden lover en løsning på konceptet kræsne børn. Fælles for dem er næsten altid at de er ejer af alt spisende børn, og det faktum tager de naturligvis hurtigt æren for.

Læser man hvad disse guruer råder en til, så kan jeg hurtig skuffe dem med at de sådan set ikke kommer med ret meget ny viden. I al fald ikke for mig. Jeg har nemlig allerede sætte flueben ved de fleste gode råd, og det har altså desværre ikke gjort mine børn mindre kræsne.

I flæng kan nævnes:

  • Begge har været BLW børn
  • Vi spiser sammen
  • Maden er børnevenlig (for det meste)
  • Vi forsøger at have et afslappet forhold til kræsenheden
  • Vi har en regel om at man skal smage, og at man gerne må spytte ud hvis det smager grimt
  • Vi går foran med det gode eksempel og spiser selv masser af grønt
  • Vi laver aldrig decideret speciel  kost til børnene, men jeg sørger altid for at have noget på bordet som jeg ved de kan lide
  • Inddrage børnene i madlavningen

Og sådan kunne jeg blive ved, og alligevel er jeg den (u)lykkelige ejer af to styk kræsne børn.

Det fleste dage tager jeg det meget afslappet, og trækker på skulderne, og beder til at det er en fase (en åbenbart meget lang en af slagsen). For jeg tror faktisk at noget af det værste man kan gøre, er at gøre kræsenheden til et problem, og som noget der med vold og magt skal ændres på. I min verden er det bedste man kan gøre er at acceptere tingenes tilstand, og læne sig tilbage og håbe at børnenes smagsløg en dag får lyst til lidt større udfordringer end kedelig pasta og pølser.

Faktisk er det  primært, når jeg støder på andre folks bedrevidenhed omkring emnet kræsne børn, at det får mit pis i kog. Især når det kommer fra folk, som overhovedet ikke kender til hvordan det er at have kræsne børn. Både fordi jeg i bund og grund ikke synes det er specielt morsomt at have to kræsne børn, men også fordi de fordomme der møder mig, som tidligere skrevet, rammer mig lige midt i moder følelsens solar plexus. Og sådan er jeg med garanti ikke den eneste der har det.

Derfor er det også min bøn, at folk lader være med dunke hinanden i hovedet, når det kommer til kræsenhed. Det er desværre ikke altid et spørgsmål om opdragelse eller om at putte grønsager nok i hovedet barnet. Nogle gange handler det ganske bare om at man har fået et kræsent barn. Det er et karakter træk, og intet andet.

Og nu vil jeg ellers servere en omgang hotdogs til min børn. Vi er alene hjemme, og i dag gider jeg altså ikke sidde tilbage med 1 tom og to halve fyldte tallerkener.

Bon appetit.

Ebbas cardigan kan du finde en opskrift på lige her, og hendes lille dragt finder du et mønster på lige her.

Processed with VSCO with f2 preset

Gem

Gem

Gem

Gem

   

3 kommentarer

  • Tanja

    Jeg har en af hver. Den store er selektiv i hvad han spiser og har et meget vartierende mængde begreb. Nogen dage spiser han intet ( ofte når han er syg) og andre dage spiser han som en fuldvoksen mand. I dp og børnehave er det sjællent et problem afcfå han til at spise så at han ikke får så meget herhjemme går nok. Lillebror spiser godt og smager på alt der er på talerkenen.
    Var selv meget selektiv som barn, men smager i dag næsten alt. Arbejder som pædagogmedhjælper i en institution med madordning så for at være et godt forbillede smager/spiser jeg der alt der bliver serveret.
    Hos os er forskelle på de 2 at den store meget fik det samme og ikke prøvede så mange nye ting som helt lille. Den lille har fra dag 1 spist som os andre.
    Jeg har gemt grønsagerne i maden. Totalt blendet dem og puttet dem i pandekager, frikedeller og kødsovs som jeg ved ungerne kan lide. På den måde har de fået vigtige grønsager uden af vide det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Det er et vildt interessant emne.. herhjemme har vi f.eks. en to-årig der er ret glad for (udvalgte) grøntsager.. til gengæld er han generelt småtspisende og ret langsomt voksende.. så her var beskeden fra sygehuset at grøntsager ikke er 1. prioritet fordi han skal have kalorietæt mad… bordmanerer – hvad er det nu det er? 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Åh ja, jeg havde sværget på at aldrig nogensinde fik et kræsent barn, for det handler jo bare om at præsentere barnet for nok forskellig mad. Men gæt lige engang hvad jeg har? Et styks “kræsen” søn. Der så snart han skal spise i nærheden af andre end sin dagplejemor, lige pludselig nægter at spise den dejlige mad der bliver sat foran ham. Med mindre det altså er pizza, yoghurt, havregrød og kiks! For os har det vidst handlet om at “den gode madopdragelse” blev ødelagt af sygdom og tænder. Så nu spiser barnet hvad han vil herhjemme og alt det sunde i dagplejen (dog ikke for mange grønsager). Men av min moderfølelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verdens fineste små mamelukker