Om tapet i stride strømme

Ikke mere sygdom TAK

Processed with VSCO with f2 presetDen sidste månedstid har stået i sygdommens tegn her på matriklen. Jeg tror de dage hvor jeg ikke har haft min et sygt barn hjemme kan tælles på en hånd.

Den ene sygdoms periode har nærmest afløst hinanden og jeg må indrømme at jeg er temmelig træt af snot, opkast og skrigende børn. Syge børn er bare ikke særlig søde børn. Og det er selvfølgelig helt ok. Jeg er sgu heller ikke lige verdens bedste menneske, når jeg har 40 i feber og snot i hele hovedet.

Jeg må indrømme at med al den sygdom vi har været ramt af, så bliver jeg bare ekstra glad for at vi har valgt at indrette os på den måde som vi har gjort. At kunne holde børnene hjemme uden at have dårlig samvittighed over for ens kollegaer eller være fristet af at hælde lidt panodil i kæften på dem kl lort om morgen. Jeg er lykkelig over at have den mulighed at holde dem hjemme indtil de er rigtig raske uden at tælle omsorgsdage, ferie dage og barnets første og anden sygedag.

Og hvor har jeg sendt en tanke til at alle de familier som ikke har den mulighed. Hold kæft man hvor må i være presset max, og hvor er det synd at vi som samfund ikke prioritere at syge børn kan være sammen med deres forældre uden at de skal presses fra alle sider.

I dag satser jeg dog på at vi nu er på den anden side. Begge børn er afleveret og jeg har sat mig til computeren. Bla for at skrive dette indlæg, men også for at få styr på en masse løse ender.

Har bla lige et regnskab der skal laves, en masse mails der skal svares, og når det så er overstået har jeg et hus der ligner noget der er løgn, som jeg også lige skal have styr på. Jeg når garanteret ikke halvdelen af alle de ting jeg egentlig burde nå.

Og så satser jeg ellers på snart at have en masse fine kreative indlæg klar til jer. De ligger oppe i mit hoved, og lige så snart jeg har tid til det, så lover jeg at jeg får dem ned på papir til jer.

Indtil da må i nøjes med kedelig sygdoms indlæg. Håber i bærer over med mig, og hænger ved.

PS. Strikkeopskriften på Ebbas fine dragt kan du købe lige her.

   

1 kommentar

  • Louise

    Vil bare sige et kæmpe JA og amen til denne her sætning: “Hold kæft man hvor må i være presset max, og hvor er det synd at vi som samfund ikke prioritere at syge børn kan være sammen med deres forældre uden at de skal presses fra alle sider.”

    Jeg er selv studerende (lidt endnu) og heldig at kunne passe min datter uden stress over de samme ting, du nævner. Men ØV, at der ikke er mere fleksibilitet og forståelse fra arbejdsmarkedets side. Panodil-børn smitter jo potentielt andre børn, men forældre kan jo føle sig så pressede, at de ikke ser anden udvej. Det er sgu ikke godt.

    Glæder mig til krea-indlæg. Jeg har selv købt en symaskine for nylig og syet en romber efter det Etsy-mønster, du anbefalede. Har også brugt dit mønster til shorts, hårbånd og hårelastik. Tak for inspirationen, den betyder mere end du aner 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om tapet i stride strømme