DIY med Olinesmor // Lav din egen scrunchie med et twist

Om min snart store pige

Processed with VSCO with f2 preset

affiliateLige om lidt bliver Ebba 18 måneder, og inden vi ser os om fejrer vi hendes 2 års fødselsdag, og så er det vist for alvor slut med at kalde hende en baby. Læs om det, om at holde visse ting private og om det at savne en baby, og samtidig være glad for at man snart ingen babyer har mere  i indlægget her.

Lige siden Ebba Elvira blev født har jeg hver måned skrevet en slags status indlæg på hvordan det går med hende. Det er nu efterhånden 6 måneder siden jeg skrev det sidste indlæg af den slags. Det her indlæg bliver ikke en fortsættelse af den slags indlæg.

Det er der mange grunde til. Den vigtigste grund er nok at jeg simpelthen synes det er røvsygt at skrive den slags, og jeg tænker faktisk også hvem dælen gider læse den slags. Ebba Elvira er jo bare et helt normalt barn, som udvikler som alle andre. Hun er hverken ekstraordinær på det eller andet punkt. Hun er bare en helt almindelig lille pige.

En anden grund er også den beslutning, som jeg tog for nogle måneder siden. At min blog ikke længere skal have mine børn som det primære fokus, men mig selv. At min børn skal skånes, og deres liv skal i vid udstrækning være deres liv og det forbliver privat.

Jeg var for noget tid siden til et event sammen med Cana Butterschøn, hvor hun beskrev hendes blog som en kvindeblog, og det synes jeg egentlig var en meget god beskrivelse for hvad jeg gerne vil have min blog til at være. En blog om alt det som kvinder nu interesserer sig for med stor fokus på det kreative.

Det betyder selvfølgelig ikke at jeg kan holde mine børn helt udenfor, for de er jo en stor del af mit liv, og vil derfor også optræde her inde. Både som modeller for mine kreative udfoldelser, men også på skrift af og til, selvfølgelig med respekt for deres privatliv.

Her på det sidste er der to “mor bloggere” som jeg har fulgt sporadisk som begge er stoppet pga hensynet til deres karriere udenfor bloggen. Det synes jeg var faktisk var meget tankevækkende, og det bestyrkede kun min beslutning om at holde min børn delvist uden for min blog.

Jeg ser dagligt indlæg som i min verden går langt over grænsen for hvad man kan tillade sig at skrive om sine børn i et offentligt forum.  Når jeg skriver i min verden, så er det fordi jeg som udgangs punkt  går ud fra at hver kvinde (eller mand) som bruger sine børn som omdrejningspunkt for en blog har gjort sig meget grundige overvejelser om hvad der spyttes ud på det store internet. Det håber jeg i al fald, og der er sikkert også nogle der ude, der tænker nøjagtig de samme om mine (i min verden) meget velovervejede indlæg.

Derfor kommer det her indlæg ikke til at omhandle Ebba Elvira men mere mig og mine tanker. Det håber jeg i kan bære over med.

Det er nemlig underligt at have en pige på næsten 18 måneder. Så er man jo sådan næsten for alvor ikke en baby mere, men en lille pige. Og inden jeg ser mig om venter der to lys i hendes lagkage.

Det er faktisk lidt underligt for det var lige efter Olines 2 års fødselsdag, at vi gik i gang med at lave Ebba.I dag er hun ikke længere 2 år, men næsten 5 og lige om lidt starter hun i skole. Jeg føler at jeg blinkede med øjne og så gik hun var fra 2 til 5 år. Frygter lidt det samme sker for Ebba. Jeg lukker øjne, og så har jeg 2 store skole pige. Hvor fanden blev den skide tid af.

Der er dage hvor jeg bare savner følelsen af lille baby, og hvor jeg er ved at gå til i sorg over at jeg aldrig mere skal have sådan en lille krøllet nyfødt i mine arme, og hvor jeg bliver frygtelig skruk hver gang jeg ser en smuk gravid mave.

Det er nok bare nok bare noget man lige skal lære at acceptere. At den tid er ovre for mit vedkommende. Det er jo noget som har fyldt vanvittigt meget de sidste mange år. Det med at være prøve at blive gravid, at være gravid, føde, være på barsel, passe en lille nyfødt etc etc, og så er det nok bare naturligt at man engang i mellem føler en vis sorg over at den æra nu er passe.

Der er selvfølgelig også dage, hvor jeg bare synes det er helt fint. Dem er der nok allerflest af når alt kommer til alt. Det er dage hvor jeg bare nyder at mine piger vokser og bliver mere selvstændige, og hvor gradvis begynder at få bare en smule af min frihed igen.

Især det med friheden er noget jeg glæder mig voldsomt meget til. Ikke at skulle være så satans bundet og begrænset. Ikke at jeg har tænkt mig at i føre mig lårkort, stiletter, en rom og cola og danse på bordene. Selvom det sikkert også kunne være ganske morsomt. Bare for en stund.

Nej jeg tænker mere hvor meget lettere tingene bliver når ens børn bliver større. Man kan tage dem med til flere ting. At rejse med dem, at opleve med dem, snakke med dem og bare være sammen med dem på en mere ligeværdig måde end når de er helt små. Det glæder jeg mig dæleme til. Vi mærker det allerede med Oline. Hun er virkelig blevet nem og sjov at være sammen med. Selvfølgelig er hun også en lille djævel til tider, men det meste af tiden er hun altså en fornøjelse at være sammen med.

Og mens vi venter på det sker, så vil jeg altså forsøge at leve i nuet, og nyde min lille pige, og den store udvikling der sker med hende lige nu. Det er virkelig en fantastisk tid, hvor motorikken udvikler sig, og hvor sproget bare blomstrer. Det er bare magisk at være vidne til at ens lille kødklump af en baby springer ud som en vaske ægte lille menneske, og det er min lille Ebba godt på vej til at gøre.

Ebbas lille dragt er hjemmesyet og du finder link til mønster lige her. Jakken er fra Wheat og kan købes lige her.

Processed with VSCO with f2 preset Processed with VSCO with f2 preset

 

 

 

Gem

Gem

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY med Olinesmor // Lav din egen scrunchie med et twist