Om Koh Lipe, sand og manglende strømpebukser og bræk

Om at rejse langt væk med børn

rejse

Har du tænkt over hvorfor vi vælger at rejse nærmest om på den anden side af jordkloden på ferie, når vi lige så godt kunne tage til Harzen eller en tur til Vesterhavet. Og har du ligefrem tænkt at det er synd for mine børn, måske efter at have læst indlægget her , eller overvejer du måske selv sådan en tur, og vil du høre mine overvejelser, så er det nu du skal læse med.

Nogle vil måske tænke hvorfor overhovedet rejse så langt væk med børn. Hvorfor udsætte dem for den lange rejse og de strabadser sådan en tur medfører, og hele den omvæltning det er at blive taget ud af sine trygge rammer, og bliver taget med til et fremmed land.

Og det forstår jeg sådan set godt. På en måde i hvert fald. Og så alligevel overhovedet ikke.

Grundlæggende tror jeg på at det er godt for børn at være sammen med deres forældre. At de bliver anerkendt og hørt, og at de får masser af kærlighed og omsorg. Om det så sker i Danmark eller et helt andet sted, det tror jeg faktisk er helt underordnet.

Der hjemme i Danmark er vi forholdsvis meget sammen med vores børn. Ingen af os har 8-16 jobs, og selvom det byder på mange udfordringer i hverdagen, så betyder det også at vores piger aldrig kommer til at tilbringe alt for mange timer i institution. Men selvom de er meget hjemme, så er der også en hverdag der skal passes, mad der skal laves, tøj der skal vaskes, og der er mange forstyrrende elementer der gør at tiden med dem alligevel bliver alt for sparsom.

På sådan en ferie her er det helt anderledes. Al deres vågne tid bruges på dem. Vi skal ikke vaske tøj, rydde op eller lave mad. Internettet er noget ustabilt og Thai tv er bare ikke lige noget for os. De har derfor næsten vores fulde opmærksomhed.

Der er tid til at de små ting, som vi glemmer der hjemme. Som fx at bruge en hel dag på at jagte en imaginær dinosaurus, finde muslinger og plaske i vandkanten. Det er simpelthen så skønt, og jeg kan mærke at jeg bliver lykkelig helt ud til tå spidserne.

Nogle vil måske tænke, at alle disse ting vil man også kunne finde på andre ferie destinationer, som ikke ligger et døgns rejse fra Danmark. Og det kan jeg da kun give jer ret i. For er sikker på at mine børn havde fået lige så meget nærhed og lykke på fx Mallorca. Eller måske bare i et sommerhus ved Vesterhavet.

Og det er da også en til dels egoistisk beslutning vi har truffet her. Men det tænker jeg faktisk er helt ok. Bare fordi man er blevet forældre, så stopper man jo ikke med at have egoistiske behov, ønsker og drømme. Jeg er jo stadig Camilla selvom jeg også er mor.

Og ved i hvad det mener jeg faktisk er helt igennem sundt for mine børn. For nogle gange er livet bare ikke lutter lagkage, og nogle gange vil man opleve at man skal sætte andre menneskers behov foran ens egne. Sådan er livet altså bare, og det vil jeg faktisk også gerne lære mine børn, og det tror jeg faktisk sådan en rejse her er med til at lære dem.

Desuden vil jeg også gerne lære mine børn at kunne begå sig uden for de vante og trygge rammer. At det nogle gange er ok at kaste sig ud på dybt vand, og at man sagtens kan komme trygt op til overfladen igen uden at drukne. Det mener jeg  også sådan en rejse er med til at lære dem.

Og så er der hele oplevelsen ved sådan en rejse. Oplevelsen af at opleve en helt anden kultur. Se hvordan folk lever uden for europas trygge grænser, og at man sagtens kan være lykkelig uden fladskærms tv og varmt vand i bruseren. Sådan oplevelser tror jeg også er med til at forme deres personlighed på en god måde.

Sidder du der ude og tænker på at tage afsted, så kan jeg kun sige GO FOR IT, det er en fantastisk oplevelse for både børn og voksne. Det lover jeg jer. Også selv om det ikke er lutter lagkage hele tiden.

rejse

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om Koh Lipe, sand og manglende strømpebukser og bræk