Og der blev stille

Tanker om at blive mor for 2. gang og lidt babystrik

kragegenser2

kragegenser1Mens bunken af babystrik og babytøj vokser og hvor babypigens termin nærmer sig med hastige skridt, så kan jeg ikke lade være med at tænke over det at blive mor for 2. gang. Nok især fordi jeg har så satans meget tid for mig selv, så kører tankerne bare der ud.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vores start med Oline ikke var særlig nem. Hun kom for det første for tidligt, og det kostede os en træls indlæggelse på neonantal afdelingen. Det var bare ikke lige den start vi drømte om.

Desuden kom hun lige da vi var færdig med en omfattende renovering af vores lejlighed. Det var en stresset tid, hvor vi i en periode ikke kunne bo i vores lejlighed, og som alle der har prøvet at renovere noget gammelt, så ender det altid med at blive mere besværligt og dyrere end man regnede med. Og det stressede os virkelig, og da vi d. 22. dec havde opsat det sidste glasvæv og malede det sidste panel, ja så glædede vi os bare vanvittigt meget til en måned med totalt ro på, hvor vi bare skulle hygge os og forberede os mentalt på at blive forældre.

Den tid fik vi bare ikke, for 2 dage senere kom Oline til verdenen.

Da vi så endelig kom hjem fra sygehuset, og endelig skulle til at få styr på forældre rollen, og nyde vores datter i hjemlige omgivelser, så blev Olines farmor meget syg af den cancer sygdom, som hun ellers havde levet med i mange år. Hun gik fra at være i fuld vigør til at være dødelig syg på meget kort tid, og hun døde d. 1 feb, lidt over en måned efter Oline kom til verdenen.

Både op til hendes død og efter var en meget svær tid. Olines far, som er enebarn, stod midt i en meget svær situation, og naturligvis blev han nødt til at være der for sin mor op til hendes død, og da hun døde stod han ligeledes også med ansvar for at gøre hele boet op.

Det gjorde at jeg var meget alene med Oline, og det frustrerede mig rigtig meget, og jeg følte mig temmelig alene med hele den nye rolle jeg lige pludselig stod med.  Næsten samtidig med alt det her begyndte Oline at være utrolig ked af det, hun græd meget, var meget urolig, havde svært ved at falde i søvn og blive i søvnen og så ammede jeg hende næsten konstant. Hun var ganske enkelt umættelig. Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg nogle aftener ammede hende 4-5 timer i træk. Modermælkserstatning var desværre ikke en mulighed for trods mange mange forsøg nægtede den lille dame at tage flaske.

Da Olines far endelig begyndte at være oven på igen i forhold til  hans mors død, og samtidig få styr på hendes bo, ja så drog han på skole i København i 3 måneder, hvor han var væk fra søndag eftermiddag/aften til fredag eftermiddag.

Igen var jeg meget alene. Endnu mere alene end før. Og det var virkelig svært. Jeg følte mig fuldstændig palle alene i verdenen, og nogle dage står bare hen i en tåge, som kun gik op i amning og forsøge at trøste Oline, som stadig bare var kronisk sur, og som hang på hendes mor 24-7. Der var ikke meget hyggelig barsel over den tid, og det var ikke mange cafe latter jeg fik drukket.  Der var selvfølgelig også gode dage, og som tiden gik blev der heldigvis flere og flere af dem. Hun begyndte at sove længere tid af gangen uden opvågninger, faktisk blev hun lige pludselig ret god til at sove, hun kunne også have rimelig glade stunder, men hun ville fortsat være på arm KONSTANT.

Da hendes far kom hjem igen lettede tågerne, og nærmest fra den ene dag fra den anden fik vi en helt anden pige. Hun hang selvfølgelig stadig meget på mig, og var da også sur og tvær til tider, men lige pludselig begyndte hun at smile og grine, og hun virkede i det hele taget meget mere tilfreds.

Den gang så jeg ikke sammenhængen mellem mig og Oline. Dengang troede jeg bare hun var en semi kolik barn, eller at hun bare var et besværligt og utilfreds barn. Jeg så ikke sammenhængen mellem Olines humør og mit.

I dag ser jeg i høj grad sammenhængen. Både fordi tiden giver en et andet syn og perspektiv på hændelserne, men også fordi hun faktisk stadig er sådan den dag i dag.

Jeg kan tydelig mærke på hendes humør, at det har sammenhæng med mit humør og overskud. Er jeg stresset og ked af det, så reagerer hun med det samme, og bliver hængende, umulig, græder over det mindste og i det hele taget er hendes lunte utrolig kort.

Er jeg i godt humør og har overskud, så forvandler hun sig til den gladeste pige der findes, som griner konstant, og som lige som mig også har en utrolig overskud til at møde de små problemer hun støder på. Et meget nemt barn vil mange nok kalde hende.

Især kan vi mærke at hendes humør får et ekstra tak op af, når både Olines far og jeg er hjemme. Så er hun næsten ikke til at skyde igennem, og udstråler bare en lykke og glæde, som gør mig helt varm i hjertet.

Jeg ved selvfølgelig ikke om det kun er Oline der er ekstremt sensitiv i forhold til hendes fars og min sindsstemning, eller om andre børn også er på den måde eller måske bare har en snert af det.

Men det har i hvert fald givet mig en tro på at denne gang skal det nok blive anderledes. Vores situation er denne gang helt anderledes. Jeg ved hvordan det er at blive mor, og at det kan være satans hårdt, men at det nok skal blive godt på et tidspunkt. Vi har ingen syge familie medlemmer, og Olines far skal heller ikke på skole. Det er jeg sikker på giver en helt anden ro, og en anden mulighed for at håndtere babypigen, hvordan hun så ind har tænkt sig at te sig, når hun kommer til verdenen.

Vi skal nok klare det sammen. Det er jeg 110 % sikker på. Hun kan bare komme an.

Ps. Den strikkede trøje er netop taget af pindene, og er bare så fin. Strikket i den lækreste bløde uld fra Pickles. Opskriften er købt lige her. Den er mega nem at strikke, så kom blot gang. De prikkede leggings har jeg også selv lavet.

   

3 kommentarer

  • Lilli

    Vores situation var heldigvis noget nemmere, end den du fortæller om med Oline. For hold da op, hvor må det have været en hård omgang – godt klaret, at I kom igennem det!
    Jeg kan godt genkende det du skriver om at dit humør er styrende for din datters – sådan er det også i vores familie. Og det gav virkelig anledning til megen frustration, indtil vi opdagede sammenhængen. Det kan stadig være en udfordring, men slet ikke på samme måde, som da Siri var lille. Slev om vi ikke havde lige så mange udfordringer, da hun var lille, var det alligevel meget lettere, da vi fik barn nummer to. Der går virkelig ikke en dag, hvor hele familien ikke kigger på den lille unge, som var hun som sendt fra himlen. Selv storesøsteren betragter hende som den bedste gave og bedste ven. Det er virkelig stort at opleve – jeg håber også at I har mange dejlige oplevelser foran jer. Sådan et par pigebørn kan tage snøvsen fra alle forældre – især på den gode måde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle
    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wow! Sikke en start! Point til Jer for at have holdt sammen som par OG at få et barn mere sammen! Det skal nok gå godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og der blev stille