Miraklernes tid er ikke forbi

Et lille hej

Processed with VSCOcam with f2 presetProcessed with VSCOcam with f2 preset

En ganske lille hej fra mig. Er i gang med en ret dum uge. Eller rettere sagt for de fleste af jer er det nok en ganske almindelig uge. Jeg har arbejder nemlig i dagvagt, dvs fra kl 7-15 hele ugen. Det er jeg slet ikke vant til. Jeg plejer min at have en fri dag og mange gange er jeg i nattevagt, og det føles på en eller anden måde ikke så slemt som så mange dagvagter i træk. Ved simpelthen ikke hvad jeg har tænkt på da jeg planlage dette.

Det betyder også at Oline bliver afleveret kl 6.20 og først hentet kl 15.30.  Det er ikke mange timer vi har sammen hver dag, og det skær simpelthen i mit hjerte.

Jeg ved godt at det er hverdagen for de fleste, og jeg har virkelig lyst til at spørge hvordan dælen gør i det, og hvordan accepterer man at se sit barn/sin børn så lidt til hver dag? Ikke nogle løftede pegefingre eller fordømmelse her fra, bare en undren over hvordan man kan leve med det, og acceptere at sådan er det.

Her i huset er det i hvert fald hårdt at acceptere, også selvom det kun er for en uge.

Derfor også kun et kort indlæg her fra. Jeg vil nemlig ind til min dejlige datter og nyde de sidste timer vi har sammen inden hun skal i seng.

   

5 kommentarer

  • Åh, hvor ved jeg godt, hvad du mener. Vi har relativt fleksible og/eller børnevenlige arbejdstider, men de ligger mandag-fredag, og Bean bliver afleveret et sted mellem 8 og 9 og hentet omkring kl. 15 de fleste dage. Som regel er det Kæreste, der henter, for jeg kan ikke gå før tidligst kl. 15 andet end i sjældne tilfælde (og det er også først dér hun er klar til at blive hentet; hun skal lige have en chance for at vågne og få lidt mad med sine venner først)
    Jeg ville – af egoistiske grunde – elske en regelmæssig fridag. Både for at have lidt tid for mig selv og for at kunne have nogle hyggelige dage med Bean, men pt. giver det ikke mening at jeg går ned i tid eller at Kæreste gør det. Han har nogle gode, lange ferier, og det er også en kæmpe fordel.
    I den perfekte verden var der max 30 timers arbejdsuge for forældre til børn under skolealderen – til 37 timers løn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg går med præcis samme tanker. Har lige været til sommerfest på arbejdet, og så rykkede det lidt i mig, og jeg kunne mærke, at jeg glædede mig til en hverdag med kollegerne og faglige udfordringer, når min barsel slutter til december. Og jeg skal tilbage på job, både fordi jeg er nødt til det økonomisk, men også fordi jeg gerne vil og ikke kan undvære det. Men omvendt kan jeg allerede nu godt have kvaler over at skulle aflevere mit barn til en anden de fleste og bedste timer på dagen, det er da forrykt. Uanset hvor god pasningen er. Jeg kan jo mærke, at når Penny er glad er jeg glad, og jeg synes, jeg får så mange gode, små oplevelser med hende hver dag. Det er hårdt at tænke på, hvad jeg kommer til at gå glip af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • olinesmor

      Jeg tror heller ikke at jeg ville kunne gå hjemme 24-7. Jeg har nok også brug for at komme ud og blive udfordret en gang i mellem. Men ideelt set så gik jeg endnu længere ned i tid, og det er faktisk også noget jeg seriøst overvejer. Især hvis jeg nogensinde skulle få et barn mere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja

    Det er heller ikke let og savner mine hverdagsfri og også de skiftende vagter, hvor cleo kunne blive afleveret senere, eller i tilfælde af nattevagt slet ikke kom i vs.
    Men igen så elsker jeg at jeg har hver weekend fri, så jeg ikke skal jagte rundt efter en barnepige til weekenden, og at jeg ikke skal finde pasning til aften og nat, og få puslespillet til at gå op på den måde.
    Nu har vi trods alt en ret fast rutine og der er kommet mere ro på cleo efter at jeg ikke har skiftende arbejdstider. Og godt nok har vi ikke mange vågne timer sammen, men hver nat sover vi i arm og det savnede jeg når jeg arbejdede aften og nat

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • olinesmor

      Det forstår jeg godt Nadja. Du er jo også i en lidt anden situation end jeg er. Jeg kunne heller ikke arbejde som jeg gør, hvis jeg ikke havde Thomas. Og ved du hvad, det at sove arm i arm er faktisk også det værste ved at være i nattevagt for mig, jeg savner så meget den nærhed og tryghed som en hel nattesøvn tæt sammen giver en. At sove sammen er det bedste der findes.
      Knus C

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Miraklernes tid er ikke forbi